Klimasikring ved vand på terræn midt i Vejles østby
Projektet er en del af klimasikringen af Vejles østby. Se også casen Klimapark i Vejle, som er del af samme projekt.
Har man været i Vejle, ved man, at byen er omkredset af bakker. Når forårets og sommerens kraftige regnskyl sætter ind, betyder det, at alt vandet fra højdedragene, Vejle Nørremark, naturligt samles nede i midtbyen, i Vejles østbykvarter. Det gav anledning til oversvømmede kældere, vand på veje og belægninger – og når det var rigtig galt; vand på togskinnerne på den lokale jernbanestrækning. Af sikkerhedsmæssige årsager måtte toget tage farten af og beboerne i boligfællesskabet Østerbo, der ligger helt nede ved havnen, kunne ikke have ejendele i kælderen opmagasineret under 1,5 m’s højde.
En klimasikring af området var nødvendig, så regnvandet på en kontrolleret måde kunne blive ledt ud i Vejle Fjord i stedet for at oversvømme veje og kældre. I 2012 indledte Vejle Spildevand og Vejle Kommune et samarbejde om håndtering af regnmasserne i Østbyen. Et større projekt med fokus på seks områder i Vejle. Der fokuseres i denne casebeskrivelse på projektets delprojekt: Tommy Troelsens Park, der nu er en aktivitetspark med multibane og boldbaner.
I juni 2020 blev størstedelen af hele klimaprojektet færdiggjort, og i foråret 2022 blev den sidste kobling mellem Tommy Troelsens Park og et regnvandssystem under Rødkildevej lavet, så Vejle nu kan håndtere de skybrud, der præger Danmark hen over foråret og sommeren.
Med den nye klimatilpasning opmagasineres regnvandet i byens grønne arealer, der til daglig ligner en helt almindelig aktivitetspark. Parken bliver ved kraftige regnskyl omdannet til bassiner, der kan opmagasinere regnvandet, så det ikke længere er en plage for vejlenserne – men integreret i et nyt rekreativt udeareal.
De tre regnvandsbassiner i Tommy Troelsens Park. Illustration: LABLAND
Tommy Troelsens Park er en aktivitetspark midt i Vejle østby. Parken er et velskabt eksempel på hvordan klimasikring og byliv kan forenes, så østbyens borgere får et grønt åndehul til gåture med hunden eller sportsaktiviteter – samtidig med at parkens bygherrer, Vejle Spildevand og Vejle Kommune, har skabt en funktionel løsning, som løser tidens regnvandsudfordringer.
”En grøn win-win løsning,”
udtaler Gitte Bisgaard, Civilingeniør fra Vejle Spildevand, som var med i projektet helt fra start. De to bygherrer har fordelt projektet således at Vejle Spildevand har stået for alt, hvad der har med håndtering af tag- og overfladevand at gøre, mens Vejle Kommune har stået for det rekreative i parkens udformning.
Parkens multibane, som ved skybrud omdannes til bassin 1.
Pulsbanen som udgør bassin 2.
Fodboldbanen, som omdannes til bassin 3 ved skybrud.
Parken består af en multibane, et bakkelandskab eller såkaldt ”pulsbane”, der f.eks. kan anvendes til skating samt en fodboldbane. Når Vejles lokale folkeskolebørn dyster i et internt fodboldopgør, tænker de måske ikke over, at der også er tale om regnvandsbassin 1, 2 og 3. Herudover indeholder parken desuden en beachvollybane samt et stiforløb i hele parken med opholdsområder.
Der er lavet ændringer i terrænet, så hele Tommy Troelsens Park bestående af de tre selvstændige bassiner, tilsammen kan tilbageholde 5.300 kubikmeter vand, dimensioneret til en 100 års regnhændelse. Ved kraftige regnskyl eller skybrud løber regnvandet helt oppe fra Nørremarken i Vejle igennem parken, hvor det opmagasineres indtil regnvandssystemet kan følge med. I foråret 2022 blev den sidste rørkobling til Rødkildevej, hvorfra vandet skal løbe ud i fjorden, koblet på. Forventningen er nu, at der ikke opstår oversvømmende veje eller kloaker i Vejles østby.
Det var dog ikke meningen fra start, at projektet skulle udformes med så rekreativt et udtryk, som parken har i dag. Der er tale om en styregruppe, hvor man har udnyttet hinandens kompetencer i et fleksibelt projektforløb, hvor der var plads til at ændre på udformningen af Tommy Troelses Park under vejs.
Tilbage i 2016, da Vejle Spildevand og Vejle Kommune indsendte ansøgningen til Forsyningssekretariatet om et fælles projekt, var der i det indsendte materiale, en beskrivelse om at der i Tommy Troelsens Park blot skulle være med en vold rundt om parken, og at parken således skulle være ét stort bassin.
Efterfølgende havde kommunen dog en snak med banens brugere og Kultur og Fritid, en forvaltning i Vejle Kommune, der ejer og driver de sportsanlæg, der er i kommunen. Sammen fandt de ud af, at det var en anden løsning, der skulle til, og anlægget rummer i dag mange muligheder for aktivitet.
Hvide betonelementer bremser vandet, når det kommer i høj fart fra højdedragene.
Parkens brugere har mulighed for flere aktiviteter på multibanen.
Arkitekt Aron Thorsén fra LABLAND var helt med på at parken ikke blot skulle opmagasinere vand, men også gøres til en ny rekreativ plet mellem trafikken fra Horsensvej og byen. Arkitektens idé var at synliggøre vandets vej, og gøre parkens brugere opmærksomme på hvilken slags park, de befandt sig i.
Derfor ser man i Tommy Troelsens Park hvide betonelementer, der skyder op blandt det grønne græs.
Elementerne, som er produceret af Oranje Beton, er med til at lede vandet og synliggøre vandets vej. Desuden sørger elementer for, at vandet ledes fra bassin til bassin på en kontrolleret måde.
Fra første bassin, multibanen, mod andet bassin, pulsbanen, er etableret en bro – ligeledes af hvid beton. Samme gør sig gældende lige før regnvandet lander i bassin 3, fodboldbanen.
Aron Thorsén forklarer om parkens betonelementer:
”De hvide betonelementer, der er placeret i forbindelse med overløbene er valgt for at iscenesætte og formidle vandets vej fra de omgivende bakker, gennem parken og videre ud i systemet. Den hvide farve skal symbolisere smeltevandet, der løber ned igennem dalen og former landskabet. De hvide betonelementer suppleres af en hvidblomstrende beplantning, der binder vandvejen sammen igennem parken. Elementerne sikrer også, at der ikke opstår erosion ved overløbene ved at sænke vandets hastighed, når der kommer store vandmængder. I forbindelse med multibanen fungerer de samtidigt som en tribune.”
Vandet ledes fra bassin 1, multibanen, under en bro, der er skabt af hvide betonelementer fra Oranje Beton.
Hvide betonelementer synligør vandets vej.
Hele klimatilpasningsprojektet, der i alt består af seks delprojekter, hvoraf det ene er beskrevet her, er lavet som et medfinansieringsprojekt. Vejle Spildevand har således betalt 75 % og Vejle Kommune 25 % af projektet.
Prisen for at udføre klimatilpasningsprojektet er ca. 1/4 af prisen for et traditionelt projekt med større rør og underjordiske bassiner. Ud over udgifter til klimatilpasningsprojektet har parterne haft andre omkostninger til følgeprojekter, bl.a. kloakseparering, rekreative elementer mv. for at øge brugsværdien, biodiversiteten og oplevelsen i området.
Finansieringen til selve klimatilpasningsprojektet udgør 47,1 mio. kr. fordelt med 35,3 mio. kr. fra Vejle Spildevand og 11,8 mio. kr. fra Vejle Kommune.
(Kilde: Klimaprojektet Østbyen – Et samarbejde mellem Østerbo Boligforening, Vejle Spildevand og Vejle Kommune)
Opgang til Tommy Troelsens Park.